Jeg var blot 16 år, da jeg overbeviste min mor om, at jeg da måtte eje en sheltie. Min far var ikke helt enig, hvilket han har måttet høre for lige siden. Men jeg har altså haft sheltier i snart 20 år ? og kun sheltier. Men jeg har da drømmen om endda at få en hund af stor race, gerne en groenendael. Lige fra min første sheltie kom ind ad døren blev den ?slæbt? med til alt hvad der var muligt, startende med et hvalpehold (dressurkursus). Det er alle mine hunde siden hen blevet slæbt med til, og det må jeg sige er noget jeg lægger stor vægt på. Så stor vægt, at de hvalpe jeg opdrætter også får et hvalpekursus med, når de køber hund hos mig. Så ved man ligesom, at man har givet dem godt fra sig. Hvad de lærer i de første hvalpemåneder kommer igen i resten af livet.

Nå men min første sheltie blev hentet hos et privat opdræt. Han hed Brilliantgambler og kom til at hedde Brigo. Og det er ham som både jeg og min kennel er opkaldt efter. Min næste sheltie kom til godt to år senere; Vorsigs Hoping Fore Tomorrow ? kaldet Micka. Nu havde jeg jo to hunde, så når folk skulle omtale mig var det ikke længere ?Tina med Brigo?, næh, nu blev det til ?Tina med Brigo og Micka?, - så I kan selv gætte jer til hvad der skete, da jeg fik sheltie nr. 3??så blev det til Tina Brigo, og det har jeg så heddet lige siden.

Micka nåede langt i alt hvad hun rørte ved. Hun var en fantastisk dygtig og arbejdsivrig hund. Og hun vakte min interesse endnu mere for alt hvad hundesporten havde af muligheder. Hvor Brigo ofte stak af fra mig til dressur (jeg aner ikke, hvorfor jeg så stædigt blev ved), så var Micka så arbejdsivrig at hun aldrig kunne sige stop. Hun blev både lydigheds-, agility- og springchampion. Foruden at hun opnåede CK på udstilling. CK på udstilling betyder Certifikat kvalitet. Micka var med da agility?en kom til Danmark og var således også den første danske hund der opnåede titlen Dansk Agilitychampion. Toppen af hendes karriere syntes jeg var, da hun i 1992 opnåede en individuel 3. plads ved EM i agility. Men derudover blev hun også Veteran Verdensvinder på udstillingen i Bern og hun vandt bl.a. også DM i agility i en alder af 9 år. Micka blev desværre kun 11 år, men hun og Brigo (som blev næsten 16 år) er de eneste jeg indtil nu har sagt farvel til.

Shellove String Of Jewels (Jewie) er næsten 15 år. Jewie er mor til Brigo All-Time Anjes (Anjes) på næsten 11 år. Anjes er mor til Brigo Bang-Up Bicko (Bicko) på 5½ år og Brigo Chu-Hei Chano (Chano) og Brigo Catch-On Cirka (Cirka) på 5 år. Derudover tæller flokken Biades Carmen (Casia) på 11 år og Nipornas Golden Miss Swedi (Swedi) på 6 år. Casia er købt på Kennel Biades i Danmark, Swedi har jeg hentet helt oppe i nordsverige fra kennel Nipornas. Sidst er Brigo Elated Enyia (Enyia) blevet en del af flokken, da der fra mit sidste hvalpekuld igen lige ?blev en tilbage til mig?. Det gør der af en eller anden grund altid. Således var det også at Anjes og Chano bare blev. Og når de er blevet ældre end 8 uger er jeg ikke så god til at få dem solgt, hvis de ikke er afsat inden.

Kort kan jeg fortælle, at Jewie og Casia har lydighedstitler (bl.a. vundet DM i lydighed) og agiltytitler. Casia er desuden udstillingschampion. Alle har bestået brugsprøven som vi har for sheltier i Danmark. Denne brugsprøve inkluderer en skudprøve. Man kan så stille op i en speciel klasse til udstilling som hedder brugshundeklassen.

Anjes har et hav af titler, og da hun er mit første opdræt er jeg meget stolt af hende.  Hun er både dansk, finsk, estisk, international, svensk og nordisk og klubchampion. Det er ikke mange danske sheltier forundt, slet ikke når de er tæver og er tricolour! At eje en sheltie som Anjes er en gave, som jeg godt ved jeg nok ikke får mere, netop derfor kørte jeg verden rundt med hende. Men jeg må sige, at det også bare i hverdagen er en ?fryd for øjet? at eje så smuk en sheltie, at jeg aldrig vil gå på kompromis med dette. Heller ikke selvom jeg måske skulle tabe lysten til udstillinger.

Anjes har også lavet nogle pragtfulde børn til mig. Bicko er simpelthen den første sheltie jeg har haft hvor jeg kunne sige, at en sheltie kan være født velopdragen. Derudover er han mit nye agilityhåb. Sammen med hans 9 måneder yngre bror Chano er mine to drengehunde i flokken dem jeg pt arbejder mest med. Og nu er det mest agility?en jeg arbejder med. Efter jeg fik et barn er det som om at det er nemmere med agility-træningen end lydighedstræningen, der kræver koncentration i større ?bidder? . Men hvor er det pragtfuldt at se hvor megen glæde hunde og børn kan have af hinanden. Bicko er både Sping- og agilitychampion og Chano er indtil videre blevet agilitychampion. Bicko var i år desuden udtaget til landsholdet i agility til Nordisk mesterskab. Bicko og Chano (og Cirka) har alle også CK på udstilling. Cirka ejer jeg, men i virkeligheden er hun mine forældres hund.

Mit sidste opdræt er fra år 2000, hvor jeg havde to kuld med 5 dages mellemrum. Jeg gik hjemme på det tidspunkt og alle hvalpene gik sammen, så det var bare pragtfuldt. Enyia er fra et af de kuld. Bicko er far og Cirka er mor. Nu har den kvikke nok regnet ud at det er en vis procent linieavl, med den hensigt at få det bedste fra Anjes, velvidene at fejlene selvfølgelig også blev doblet op. Det gav mest godt. Ud af de 4 blev de to rigtig smukke! En blev lidt lille og en blev meget for stor, men begge stadig harmoniske. En fik en tandfejl, og det er hovedsagelig derfor, at jeg ikke har mod på denne kombination igen. Det andet kuld jeg havde samtidig var Swedi og Bicko, - linieavl på Stationhill linierne (en engelsk kennel). Dette resulterede heller ikke i noget jeg vil prøve igen. Hunde med pragtfulde arbejdslinier men to blev meget store, og alle har ? ligesom Stationhill kennelen problemer med ørerne. Ikke så det er grelt, men sådan at jeg ikke syntes om det. Disse to store sheltier ligner ikke noget jeg kan kende i mine hunde, så det ligger længere tilbage. Den sidste i det kuld blev ganske pæn, - ligner sin mor på en prik og har samme gode størrelse. De sidste to kuld er absolut ikke nogen der er så gode som de først 3 jeg lavede, men til gengæld eksperimenterede jeg og lærte en masse, som jeg kan bruge fremover. Hundene er alle alligevel havnet nogle perfekte arbejdsfamilier, og det er jo dejligt.

Jeg har flere gange været ude for at mine hunde gik tomme, indtil jeg fik lavet blodprøver på dem og fandt ud af præcis hvornår de skulle parres. Casia er i særklasse den dyreste; to gange i træk fik hun kejsersnit med en død hvalp, så det lykkedes mig aldrig at få en hvalp efter hende. Hun blev steriliseret anden gang det gik galt! Anjes sidste kuld endte også med et kejsersnit, så hun blev også steriliseret. Men hun er også så gammel nu, at hun alligevel ikke skal have flere hvalpe.

At opdrætte mange kuld er heller ikke lige mig. I virkeligheden opdrætter jeg kun til mig selv. Sidste gang var en undtagelse, da to af mine venner ønsker sig hvalpe efter disse hunde. Og når det er nogen man ved vil arbejde med hunden, så kan man næsten ikke andet end at sige ja. En af de gode ting ved at opdrætte er også at man lærer nogle nye søde mennesker at kende. Men de fem kuld jeg har haft, har været nogle store nogle. Der har været henholdsvis 5, 4, 6, 3 og 4 hvalpe. Så et pænt gennemsnit. Et kuld hvert andet år passer mig også fint. Når Swedi kommer i løbetid, skal hun parres med Chano. Der er allerede afsat tre hvalpe, så denne gang bliver der nok ingen til mig, men det er vist også det bedste lige for tiden med den flok jeg allerede har.

I Danmark bliver der opdrættet mellem 250 og 270 sheltier om året. Dette tal har ligget meget konstant de sidste 15 år (bortset fra i 1996 hvor der blev opdrættet hele 328). I 1999 lykkedes det endda sheltien at komme på årets top-20 liste som nr. 19. Som hovedregel er det nemt at komme af med en sheltie. Sundhedsmæssigt syntes jeg heller ikke vi skal klage. Selvom vi har problemer med kryptochisme, skæve tænder og CEA, er det ikke i større omfang end at sheltien er en sund race.

Mange bruger kun deres hund til enten udstilling eller lydighed/agility. Tendensen er heldigvis, at flere bruger deres sheltier til det hele. For de er jo netop til det hele! Men langt de fleste ender jo hos ?den private? hundeejer ? stadig. Men det gør jo heller ikke noget!

Lydigheden er meget organiseret i klub regi. DSSK (Dansk Shetland Sheepdog Klub) har samarbejde med en række andre klubber, som tilbyder kurser hos hinanden. Det er et samarbejde der har fungeret siden slutningen af 60?erne og det fungere fantastisk godt. For nylig er endnu et par klubber kommet med i samarbejdet. Træning metoderne har ændret sig en del bare i den tid jeg har været med??.

Jeg selv var bare 21 år da jeg var færdiguddannet lydighedsinstruktør. Senere er jeg blevet agilitydommer, og mit næste mål (ønske) er en eksteriør domeruddannelse.

Agility?er foregår ikke i klubregi, selvom jeg selv sørger for at der kommer resultater i bladet. Desuden har jeg for 5-6 år siden fået indført at vi i klubben har en konkurrence om at blive ?årets agility-sheltie?. Sidste år indførte vi også titlen ?Årets agility-senior-sheltie?, for at de gamle hunde stadig kunne være med.

Det er i DK heldigvis således, at vi til nogle konkurrencer også har klasser specielt for seniorhunde. Disse skal være over 7 år, og springer så på lavere spring, A?et bliver sat ned, og hjulet bliver taget ud. Nogle konkurrencehunde kan sagtens løbe med de andre selvom de er fyldt 7 år, mens andre faktisk er seniorer på det tidspunkt. Det er så op til førerens samvittighed hvilken klasse man vælger at stille op i.

At ?sheltie-klubben? desværre ikke har agilitytræning i klubben skal nok ses udfra, at alle har allerede eksisterende steder at træne, samt at det er et meget stort arbejde at stable agilitybane og ?træning ?på benene?. Men det er da mit håb, at det en dag må lykkedes. Selv bliver det nok ikke før min søn Ian er blevet lidt større.

I øvrigt har vi i DK også klasser for børn/unge op til og med 16 år. Sidste år var den fra 10 år, men i år er den for alle nedefter. Her er det så op til forældrene at sætte den nedre grænse (og ellers så er det dommeren til stævnet, hvis disse ikke kan). Min egen søn har haft sin debut til vores årlige ?sheltie-dag?, hvor vi har både skue (udstilling ?for sjov?), lydighed (officielle  og uofficielle klasser) og agility ?for sjovt?. Det taler han stadig om, selvom han kun er 3 år. Så jeg glæder mig til at han selv skal/kan løbe, så vi rigtig kan være en familie om vores hunde(sport). Den sidst tilkomne hund, Enyia, er i øvrigt Ians hund. Således giver han den ofte mad og hvad man ellers kan forvente en 3-årig  kan klare. Det er så sundt for dem begge.

På konkurrenceplan har vi en årskonkurrence i agility blandt alle hunde der kører gennem hele året, hvor der er kan opnås point. Der er så finaleløb i september måned for alle kvalificerede. Den med flest point fra de pågældende stævner vinder. Dog således, at kun de 6 bedste resultater kan tages med til finaleløbet.

Derudover har vi et Danmarksmesterskab hvor man ligeledes skal kvalificere sig på nogle udvalgte stævner, og oveni det er der landsholdsudtagelsesstævner. Så alt i alt er der rigeligt at løbe for/om/deltage i.

Sheltierne i Danmark har kun haft deres egen klub i 9 år, men det er i dag en meget velfungerende klub med ca. 800 medlemmer. Vores eneste problem blandt så mange medlemmer er i virkeligheden, at det er så få mennesker der ?gør arbejdet?. Måske sheltie-ejere i bund og grund er meget magelige anlagt?? Eller måaske egoistiske i forhold til deres egne hunde.

Nu håber jeg så I har fået noget ud af det, og hvis I har spørgsmål/kommentarer, må I alle velkomne til at kontakte mig!

Skrevet til den italienske sheltieklubs blad, 2001"


Tina Brigo-Hansen
Niels Finsens Alle 7
DK-2860 Søborg
Email: brigo@mail.tele.dk