Til Sheltie-Bladet, august 1995 

Micka - min Micka

Min ynglingshund, af de fem jeg havde, har jeg måtte sige farvel til. De der de sidste 11 år har læst Collie-/sheltie-bladet, er ofte stødt på navnet Vorsigs Hoping Fore Tomorrow, min lille tricolour-tæve, der til daglig blot blev kaldt Micka.

Et par dage efter DKK's udstilling i Kolding i april, blev Micka syg. Hun krummede ryggen - havde nok lidt ondt i maven, men symptomerne passede ikke. Efter jeg havde ringet til dyrlægen - slog det mig; discusprolaps. Dyrlægen var til min store skræk enig i min iagttagelse og beholdt hende til senere på dagen. Nej, det kunne ikke være rigtigt. Hun var i god kondition, og overhovedet ikke i risikogruppen. Men dette var blot den første pinefulde dag i 3 lange uger.

Røntgenbillederne sagde dog noget andet end diagnosen - intet tegn på discusprolaps, men der måtte jo sidde noget et eller andet sted, siden hun gik med krum ryg, nærmest som var hun fuld. Efter medicinsk behandling i fire dage, sendte min egen dyrlæge mig videre til dyrehospitalet. Deres konklusion var, efter hun havde været indlagt 3 dage, at hun nok havde forstrakt en muskel eller lign. og jeg fik hende med hjem med besked om, at holde hende i absolut ro og med stærke medicinpiller. 11 dage senere kom jeg til kontrol. Jeg var godt klar over, at hun havde tabt sig. Da hun kom til kontrol vejede hun 4,9 kg - hendes normalvægt i topkondition var 5,5 kg. Der blev taget blodprøve og om eftermiddagen blev hun atter indlagt med for høje nyretal og lidt lave proteintal.

Hele tiden fik jeg beskeden ring i eftermiddag, og det var nok den besked, der hele tiden var ved at få mig til at flippe ud - det gjaldt både hos min egen dyrlæge og på dyrehospitalet. Bare gå og vente...

Prøverne, dagen efter hun dagen var lagt i drop, for at prøve at skylle nyrerne igennem, var ikke gode. Men beskeden var, at hendes tilstand gik den forkerte vej - de ville dog gøre et sidste forsøg og jeg skulle ringe igen dagen efter.

 Jeg havde vist aldrig helt troet på - eller måske turde tro på hun blev rask, så jeg havde faktisk gjort mig klar til at tage afsted, for at "slutte pinen", hvis det var det, der var beskeden.

Dagen efter var beskeden så klar som den nu kunne blive; hun kunne ikke blive rask. En meget sjælden nyresygdom, hvor nyrerne tager proteinerne fra musklerne. Når der ikke var flere muskler tilbage, ville proteinerne blive taget fra blodbanerne, og hun ville få væskeansamlinger i kroppen. Da hun havde været på så stærk medicin i et par uger, og det stadig kun var gået ned ad bakke, var der ingenting de kunne gøre - desværre.

Jeg tog på dyrehospitalet tidligere end dyrlægen havde tid til at tale med mig. Dagen inden, da beskeden allerede der var nedslående, troede jeg at jeg havde gjort mig klart, "hvordan jeg ville have det". Impulsivt tog jeg dog min yngste hund Anjes med - og det fortrød jeg ikke. Micka fik på den måde også lejlighed til at sige farvel til hendes firbenede venner. Selvom jeg havde grædt meget de seneste uger, havde jeg også forsøgt at "græde ud", så jeg kunne gennemføre dette uden at græde. Micka var altid meget påvirket, hvis nogen af os græd eller råbte højt, så det skulle hun ikke opleve.

Jeg sad en god time på græsset i solen ude bag dyrehospitalet sammen med Anjes og Micka. Det er simpelthen den time i mit liv, jeg har brugt aller bedst. Micka var tydeligt glad for at se os. Hun apporterede mine papirlommetørklæder, gav pote osv., og faktisk var det første gang i tre uger, jeg så hendes hale løftet over ryghøjde. Men jeg var ikke blind for, at hun faldt over sine ben, og efter en time var hun træt og faldt i søvn i solen på mit skød. Dyrlægen komud, og når nu det skulle være, så var det en dejlig måde det blev gjort på. Jeg syntes, jeg fik lejlighed til at sige farvel til hende, og hun sov stille ind på mit skød.

Bagefter kommer der altid en masse tanker. Hvad dør sheltier normalt af og i hvilken alder? Hvorfor laver DSSK ikke nogle undersøgelser om dette? Og jeg hadede mig selv for at tænke, havde det bare været en af de andre hunde. Når man har fem hunde, så skal det ligesom være den ældste, der falder væk først. Tanken om, at det måske ikke altid er sådan, har haft strejfet mig. Men Micka havde aldrig været syg, og hun havde aldrig haft bare antydning af, at hun nu var næsten 11 år. Det er jeg sikker på alle, der har set hende løbe agility vil skrive under på. Når tanken strejfede mig, fik jeg altid tårer i øjnene, for Micka blev da mindst 16 år, ikk'? Man kan jo ikke holde tanken om, at miste sin ynglingshund ud.

En hund så alsidig som Micka, får jeg aldrig igen. Foruden at være lydigheds-, spring- og agilitychampion (den første lille hund af alle racer, der opnåede denne titel) har hun været BIR-placeret på udstilling.

Sin første 1. pr. i dressur opnåede hun ved D-prøven knap 1 år gammel; 95 point. Dommer Flemming Østergaard skrev: "Fører arbejder med fin forståelse med dejlig livlig hund, som det også fremover vil blive en fornøjelse at arbejde med". Og det blev hun.

Agility er nok der, hvor Micka mest har sat sit præg. Da Micka blev født, var der ikke noget, der hed agility i Danmark. 4 år gammel vandt hun sin første agilitykonkurrence, og siden har ikke engang jeg tal på de utallige præmier hun har vundet der: Verdensvinder & Sjællandsmester, den første officielle danmarksmester i agility (endda i en alder af 9 år og tillige med en sejr over de store hundes Danmarksmester - sidste år, en alder af 10 år, blev hun "kun" nr. 3), nr. 2 & 3 ved EM i hold & nr. 3 individuelt. 5 år i træk har hun placeret sig blandt de fire bedste i kampen om årets agilityhund i DKK (blandt alle racer).

Men hun oplevede mange triumfer i sit liv:
1.pr. i dressur i både klasse 1, 2, 3, eliteklasse samt Brugsprøven og flere gange klubvinder.

Udstillet, løbet agility og deltaget i LP i Sverige, Norge, Schweiz, Tyskland, Østrig, Frankrig og selvfølgelig Danmark. Hun er den eneste hund, der har deltaget på NM-landsholdet i både agility og lydighed. I dommerkommentarerne fra DSSK's udstilling i Viby i maj sidste år, skrev dommer Karin Riemann fra Tyskland om Micka: "....som den absolutte top. Denne næsten 10 år gamle tæve er et levende eksempel på, at der en form for "arbejde", som gør en shelties liv perfekt.... den lykkeligste sheltie, jeg så den dag......" Og arbejdsglad var hun. Hun kunne finde på at sætte sig på gulvet foran fjernsynet og give et lille vuf - idag havde vi ikke lavet noget (det var ikke altid nok at "tabe" vanterne, når vi var ude at gå tur). Så kunne man blot sætte hende til at hente forskellige ting, som vi til det formål havde liggende inde i værelset. Disse havde selvfølgelig hvert deres navn, så det var om at hente det rigtige. Når hun ind imellem blev for ivrig skulle der et par forsøg til - men det lykkedes altid. "Er du go'" - tommelfingeren i vejret og jeg fik en pote og et lille vuf!

Efter hun først var begravet, var den første dag efter ikke så slem at komme igennem. Men jeg tog ud og trænede agility med de andre hunde, så fik vi overstået pinen med det samme, og de skulle jo også "luftes". Langt værre blev det to dage efter, hvor tankerne blev ved med at kredse om, var det nu også det rigtige jeg gjorde. Godt, der var en der kunne fortælle mig, at dyrlægen indtil flere gange havde sagt: "Hun kan ikke blive rask". Det ikke var det samme som at sige "du skal få hende aflivet, var jeg godt klar over, men det var jo blot at skubbe ansvaret over på dyrlægen. Først senere blev jeg klar over, at dyrlægen ikke har lov til at sige det så direkte, medmindre det ville være direkte dyrplageri at tage hende derfra. Det var det ikke pt., der havde hun ikke ondt (blev det sagt) - men det ville hun få i løbet af 14 dage.

Først senere opdager man, hvor i hverdagen hun mangler. Ingen der mere gør opmærksom på, at det er madtid, og ingen til at samle madskålene ind bagefter. Ingen til at bide mig i buksebenene når vi skal lege på gåturene. Som LP-dommer Einer Sillemann engang skrev til en prøve under øvelsen "Fri ved fod": "Godt fører har solide bukser på". Eller dengang, hun var oppe i international LP-klasse for første gang og bestemt ikke syntes det var morsom at tage metalapporten. Hvad gør en klog hund så, når man godt ved hvad ordet apport betyder. Hun plukkede resolut en mælkebøtte og kom tilbage med. Så kan man da ikke blive sur.

Når jeg sidder her på mit værelse og skriver, så er det stadig uvirkeligt, at hun ikke er her mere. Selvom mine fire andre hunde ligge næste ved siden af mig, - jamen så ligge Micka sikkert bare i en stol inde i stuen. Som når man stadig vender sig om efter den 5 hund når man går tur i skoven. Når jeg kommer til at kalde de andre hunde Micka, stopper det op et øjeblik, som tænker de "hvor...." - mon de også savner hende.

Selvfølgelig ærgrer jeg mig over nogle ting, som at hun sad meget i et bur de sidste uger af sit liv. Men hvad skulle jeg gøre - mindst 3 dyrlæger havde set på hende og var nået til samme diagnose - man kan kun stole på dyrlægerne, og det gøre jeg også idag. Jeg bebrejder dem ikke de tog fejl, men vil dog sige til alle jer andre, at I skal i et tilfælde, hvor diagnosen ikke er sikker, sige, at I gerne vil betale for alle de undersøgelser, de kan komme i tanke om, for det gør de ikke af sige selv. Jeg er ked af, hun skulle sove i bur de sidste par uger - det fortjente hun ikke. Hun skulle have sovet i sengen som hun plejede. Til gengæld er jeg meget glad for, at jeg besluttede at holde ferie, da hun blev syg - noget tid fik jeg sammen med hende til sidst.

Hvis der skal siges noget godt om Mickas død, så er det, at alle har været så utrolig rare.

Alle jeg har været i kontakt med - både hos min egen dyrlæge og på dyrehospitalet i København - har behandlet mig godt, og jeg har helte tiden følt, de brugte oceaner af tid på at forklare mig tingene, men der ernogen ting, der er svære at forstå. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle være andre end min egen dyrlæge, der skulle aflive mine hunde.

I, der kendte hende, har jeg et meget positivt indtryk af. Selv da hun ikke var mere og I kom og spurgte til hvordan det gik med hende, ved jeg I gjorde det i bedste mening, også selvom jeg hver gang fik tårer i øjnene. Jeg prøvede at fortælle det til så mange som mulig, så der ikke var nogen der spurgte inden jeg skulle ind og løbe med mine andre hunde. "Hvorfor bliver du ikke væk" - var der nogen der spurgte. Nej, jeg har mine andre hunde og de skal også ud. Havde jeg ikke haft dem, havde jeg efter et par dage styrtet ud og købt en ny hund - uanset race. Ja, tænk, det skal I høre fra min mund. Jeg forstår ikke hvordan folk kan holde ud, kun at have en hund. Hvor må der være tomt, når den falder væk.

Jeg vil gerne give et råd til andre, der endnu ikke har prøvet at miste en hund. Jeg troede for det første, at bare jeg kunne få lov til at begrave hende i haven, så var det ok. Jeg var ikke klar over, at stedet i haven også ville være vigtigt for mig. Når jeg savner hende for meget, så går jeg ud til hende i haven, eller jeg sender hende en hilsen her fra mig skrivebord, hvor jeg kan se ud til hende i haven. En ting jeg heller ikke havde gjort mig klart var hendes halsbånd. Skulle hun have det på, selvom det ikke "forgik" eller ej. Jeg prøvede først at trække det over hendes døde hoved - lad være med det, det syn ser jeg stadig for mig. Til sidst løste jeg det op og tog det af. Det er hendes og mine andre hunde vil aldrig kunne bruge det. Det samme gælder andre af de ting der direkte var hendes. Flere dage efter kom en af de andre hunde med "hendes" ynglings pivdyr - det var for meget - det skulle Micka have haft med. Kort sagt; gør dig klart, hvad det er du forbinder med din/denne hund, og begrav det sammen med hunden på et gennemtænkt sted i haven. Og ikke mindst; aftal det med resten af familien lang tid i forvejen. Sørg for, at I er to, der hører hvad dyrlægen siger. Bagefter vil I alligevel have hørt forskellige ting, men vil kunne bekræfte hinanden i, at I tog den rigtige beslutning. Det er nu engang sådan, at det er svært at skulle bestemme over en andens liv - og det er en beslutning der ikke kan laves om. Men hundene har en force i forhold til menneskene, de kan sige farvel, før det gør for ondt.

Selv syntes jeg det eneste hun manglede i sin karriere var, at blive Årets Agility-hund. Men Micka sluttede på toppen. Ved den første konkurrence i år i DKK i Kolding, blev Micka begge dage nr. 3 i klassen agility åben og lagde sig i spidsen i kampen om årets agilityhund - foruden af kvalificere sig til DM på minimum antal løb. Micka's dårligste placering denne weekend  - ud af 8 løb - var 7. plads. En exceptionel præstation for en hvilken som helst hund, men Micka ville være blevet 11 år i juli, og det gjorde det ikke mindre flot. Jeg har altid sagt, at hun ville falde død om på agilitybanen, - jeg har vist ikke været klar over, hvor tæt på sandheden dette kom til at blive.

Da Micka døde var hun forsvarende Nordisk mester i hold, hun var veteran verdensvinder, hun var forsvarende vinder af LP-cup'en til "Show of Winners"

Micka havde nok ikke fundet sig i at sidde hjemme og se os andre tage afsted til agility. Nej, det kunne hun nok ikke. Men jeg havde også altid troet, at hun skulle ende sine dage i agilityringen, med at ende længere nede i rækkerne, men hun skulle da stadig med. Men det er ligegyldig, hvad man forestiller sig, så skal det nok være forkert.

Jeg håber, I der kendte hende, vil huske hende som den lille glade, arbejdsivrige hund hun var. Jeg er overbevistom, at Micka har haft et godt hundeliv. Hun har ikke levet forgæves - med hende har jeg oplevet de allerstørste glæder. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der aldrig glemmer hende!

Tina Brigo-Hansen