En løbers bekendelser

Sidder og fryser lidt her foran min pc'er. Men hvem kan også være så tåbelig, at løbe en tur i skoven i øspjaskende regnvejr....

Det startede for et lille års tid siden, hvor jeg mødte nogle nye kollegaer på DLH. "Vil du ikke med ud og løbe? Vi løber om onsdagen, kom nu med." Løbe, DE måtte ikke være rigtig kloge - aldrig i livet! Jeg har altid elsket sport, men en sportsgren værre end løb kunne jeg knapt forestille mig! I øvrigt kunne jeg vel dårligt løbe 200 meter uden at få brug for kunstigt åndedræt eller det der var værre. Jeg blev ved med at undslå mig, - jeg måtte kunne bruge min tid bedre.... Men jeg tog fejl!

Jeg meldte mig - som jeg havde gjort i adskillige år - til gymnastik under aftenskolen. Forskellen blev blot, at det hold jeg havde meldt mig til endte med, at blive aflyst. Pyt, der var ingen problemer med at få tiden til at gå uden "gymnastiktimen". Men der gik ikke længe inden kroppen nærmest skreg: "Jeg vil have noget motion!" Nå ja, man kunne måske prøve, at bevæge sig ud en mørk aften - og håbe man ikke mødte for mange på vejen, og i særdeleshed ikke nogen man kendte! Og daglige venlige klap eller skub i ryggen fra løbegale (eller er det løbeglade?) kollegaer hjalp vel også lidt. Jeg vovede mig ud på min første løbetur ALENE en mørk aften. Sådan cirka et par veje væk...pust støn...men det var nu ualmindelig dejligt, - når det VAR overstået.

Dagen efter nærmest hviskede jeg til en måbende kollega: "Øh, jeg var i øvrigt ude og løbe i går aftes." Og håbede det alligevel ikke blev hørt - så havde jeg da en undskyldning for ALDRIG at prøve det mere. Men tværtimod! Der gik ikke længe inden jeg så blev lokket med ud og løbe om eftermiddagen. Dvs. løbe hele vejen blev det selvfølgelig ikke i starten, men det hjalp med til at holde mig igang. Desuden er det helt anderledes, at løbe sammen med en, hvor man bruger energi og luft på at tale, mens energien bliver brugt anderledes, når man løber alene; På en god dag på at presse sig selv, på en dårlig at slæbe sig afsted, mens man bruger en forfærdentlig masse energi på, at mærke, hvor tunge benene er. Så en kombination af at løbe alene og sammen med andre/en anden er bare perfekt!

En dag bekendtgjorde jeg så - efter flere overvejelser - at jeg meget gerne ville med ud at løbe i frokosten. Det er noget af det bedste jeg har gjort! At møde kollegaer andre steder på DLH i en god, frisk og imødekommende tone var bare en positiv oplevelse. Og her hvor den mørke tid nærmer sig, er det dejlig at opleve, at solen faktisk skinner udenfor "min pind". Og det er langt nemmere at tage sig sammen, når man ved nogen står og venter...

Noget helt andet er, hvad man mere bliver lokket til; kvindeløbet (6 km). Jamen, det er også andet end at løbe! Her mødes alle slags "Quinder" og hygger sig MENS de løber - eller flere går faktisk. Her gælder det absolut først og fremmest om at være med. Den hyggelige stemning er ikke til at tage fejl af. Og så bliver det til en hel udflugt, når man går ud og spiser sammen bagefter.

Traditionerne i "Løbeklubben" på DLH er jeg blevet gjort bekendt med: Som minimum "5x5 stafet" i Fælledparken i september og Eremitageløbet i oktober. Stafetten bliver løbet på den måde, at 5 løbere løber hver 5 km; Maria Krohn - DsR, Annette Bjerre Larsen - fysik, Carsten Pedersen - fysik samt hans søn Martin og undertegnede fra IT-centret (se billedet). Der deltager en masse firmahold. For det gebyr man betaler for at være med, får man udleveret en madkurv, som deles efter løbet, mens man nyder fyrværkeri til ære for deltagerne. Det var bare så hyggeligt! Og tænk Ellen Kønigsfeldt og Svend Westermann mødte op og heppede!!!

Eremitageløbet er 13,3 km og forekom som noget af en "hurdle" at skulle igennem. Heldigvis fik jeg vist ruten inden. Heldigvis siger jeg, fordi det kan være rart at have en fornemmelse af ruten. For - overfor sig selv - at få et realistisk fornemmelse af, hvilken tid man kan gennemføre på. Og der blev lovet en middag, hvis jeg kunne løbe ruten på tiden 1.10. Urealistisk! Jeg var dels i sidste startgruppe (man får startnummer efter alder, køn og evt. efter ens tid fra foregående år) og glad bare for at gennemføre! 1.15, - men kompromiet blev 1.12.30. Jeg gennemførte - men puha den sidste bakke op (selvfølgelig der hvor alle kigger og B.T.'s fotografer står) var slem. Selv troede jeg på en tid på omkring 1.13-1.14, så da jeg om aftenen ringede og fik min tid, blev jeg helt euroforisk: 1.12.02 - jeg havde vundet en middag!! Jeg er slet ikke faldet ned på jorden her 4 dage efter  - endnu en sejr over mig selv! Bliver man ikke altid stærk af, at klare noget man ikke troede på?

Mit næste mål er en halv marathon. Det er for de fleste nok alt for meget energi, at lægge i det at løbe - forståeligt nok. Men når man ser mennesker på langt over de 80 år komme i mål i Eremitageløbet, så kan intet være umuligt - jeg er dybt imponeret! Mange løbere til f.eks. Eremitageløbet er løbere, der er startet i en sen alder. Så hvad er din undskyldning for ikke at løbe?

Det at løbe medfører ikke nødvendigvis at man taber sig, - "det" fordeler sig blot lidt anderledes... Men samvittigheden, ja, den er så ren som var den vasket med "Ajax". Og energi'en... vender efter pusten er genvundet tilbage til det dobbelte. Tingene er ikke nær så svære at overkomme. Og hvem har ikke brug for mere energi til at klare dagligdagens sysler?

Sådan en dag som i dag, hvor det regner meget er det kun entusiasterne man møder i skoven. Alle ligner druknede mus og vi hilser pænt på hinanden mens vi mere eller mindre stakåndede passerer hinanden og dermed holder modet oppe. Det er en stor del af glæden. Men - som i dag - at løbe med en god ven, er mere end den halve fornøjelse og får løbeturen til, at glide meget lettere. Og skoven er et helt kapitel for sig, - skoven, der skifter efter årstiden og som altid dufter. I dag associerede "min løbemakker", at den duftede af en god Bourgogne med alt, hvad det fører med sig.... Og skoven begynder lige nu, at se ud som den gjorde, da jeg for et år siden startede denne helt vidunderlige (og billige) sport. Jeg er på vej ind i mit andet år som en entusiastisk løber...

Skrevet den 9. oktober 1997 af Tina Brigo-Hansen
- der taknemligt siger tak til jer, der så tålmodigt lærte mig dette! Specielt Maria fra DsR og folkene på fysik; i særdeleshed Carsten!

NB: Vi løber stadig onsdage kl. 12. (3, 5, 7 eller 10 km).